Betegnelsen selvrensende vinduer, dækker over en type vindue (eller dør med glas), hvor den udvendige del af glasset i ruderne er konstrueret på en måde, der gør det muligt for glasset at holde sig rent uden at ruden skal pudses. Der er relativt sjældent at vores kunder efterspørger selvrensende vinduer, så er de pengene værd?

Vores interesse blev vagt af en artikel på ing.dk med titlen “Nanostrukturer skal gøre vinduer selvrensende“. Artiklen omhandler et projekt på University College London, hvor man arbejder på at bruge nanostrukturer inspireret af natsværmerens øjne, til at udvikle selvrensende glas. Det er imidlertid mange år siden at glasproducenten Pilkington begyndte at markedsføre Pilkington Activ. De selvrensende ruder er altså ikke nye på markedet, men der er forskel på metoderne, de holder sig rene med.

Katalytisk proces vs. Nanostrukturer

Pilkington Activ virker ved en såkaldt “katalytisk proces”, hvor solens stråler bruges til at opløse det organiske snavs, der måtte sætte sig på glasset. Når materialet er opløst bliver det fjernet fra ruden ved næste regnskyl. Nedenfor kan du se en engelsk video, der demonstrerer virkningen af Pilkington Activ:

Hvor Pilkingtons løsning fokuserer på at nedbryde snavs, så regnen kan skylle det væk, er der i artiklen fra ing.dk fokus på at forhindre at snavset overhovedet kan sidde fast på ruden. Undersøger man en almindelig rude under et mikroskop, vil man se at der er ujævnheder i overfladen. Det er disse ujævnheder snavset sidder fast i. Med den metode, der er beskrevet i artiklen, designer man overfladen i nanostørrelse, på en måde som gør det let for regnvandet at skylle snavs bort. Det betyder bl.a. at forskerne også regner med at kunne udvikle en film, der kan monteres på eksisterende ruder.

Hvor godt virker selvrensende ruder?

Lad os bare sige det med det samme: Du slipper ikke fuldstændigt for at rengøre dine vinduer. For at Pilkingtons løsning skal virke optimalt, skal ruderne skylles rene af regnvand. Hvis vinduerne er placeret under et udhæng eller en overdækket terrasse, kan det forhindre regnen i at skylle snavset væk.

Den katalytiske proces virker desuden kun på organisk materiale, dvs. i omgivelser hvor blæsten hvirvler sand og andre uorganiske partikler op, vil ruden ikke virke selvrensende på samme måde som i videoen.

På Bolius hjemmeside har de et afsnit på siden “Valg af termoruder“, der handler om selvrensende glas. Her oplyses det, at det selvrensende glas måske kan gøre selve vinduespudsningen lidt nemmere, og øge tidsrummet mellem hvornår det er nødvendigt at pudse vinduerne.

I den humoristiske afdeling har Politik tilbage i 2003 lavet en anmeldelse af den selvrensende rude fra Pilkington, under overskriften Selvrensende rude er møgbeskidt. Dette er et underholdende citat fra anmeldelsen:

På et enkelt punkt er Activ-ruden nemlig bedre end en almindelig rude: Den holder slet ikke på flødebolleskum i samme omfang som en almindelig rude.

Er selvrensende vinduer pengene værd?

Hvis du drømmer om, at de selvrensende vinduer skal gøre det muligt for dig at skille dig af med stige/haveslange og skraber, eller at du kan fyre din vinduespudser, må svaret være nej.

Pudser du selv dine vinduer, og ønsker at gøre dit arbejde lidt nemmere, kan du – hvis forholdene tillader det – opnå et godt resultat med selvrensende vinduer. Husk dog at du skal være varsom med at bruge kemikalier, der ikke er godkendt af glasproducenten.

Bruger du en vinduespudser vil det formentligt ikke have nogen indvirkning på prisen, og fordelen skal således være, at du måske kan nøjes med færre pudsninger i løbet af året.